Psykoterapi handler om at få indsigt i egne handlemønstre, forsvarsmekanismer og overlevelsesstrategier.
Når disse indsigter styrkes hos den enkelte, får han eller hun mulighed for at aflære uhensigtsmæssig og problematisk adfærd, for herefter frit at kunne tilvælge nye, sundere og mere livsbekræftende måder at være i livet på.
Den overordnede metode i den organisk terapi er samtalen, hvor også opmærksomheden på kroppen inddrages, fordi følelser og tanker gør noget ved kroppen – og omvendt: De kropslige reaktioner gør noget ved følelser og tanker. Det er en holistisk tilgang til det terapeutiske arbejde: At se på det hele menneske.
På bostedet Løvegård arbejder vi med et fokus på mennesket i sin helhed:
Den organiske psykoterapi er en langtidsterapiform, der sigter mod styrket evne til at mestre eget liv/sygdom og tilbageerobringen til at være den, han eller hun er. En ret, som psykisk sårbare mennesker ofte har givet afkald på tidligere i deres liv. Den organiske psykoterapi arbejder med helheder, både helheden intrapersonelt, i den relationelle og den fysisk/konkrete kontekst.
Det relationelle arbejde er helt afgørende i den organiske psykoterapi. Det er vores grundlæggende forståelse, at vi som mennesker er sociale væsner. Vi fødes ind i relationer og lærer at fungere – eller ikke fungere – i livet igennem disse, og vi lever i mere eller mindre nære relationer livet igennem.
Det relationelle arbejde kræver tryghed. For langt de fleste beboere handler det om at skabe grobund, så han eller hun tør knytte sig og ”bruge” relationen tillidsfuldt til selvudvikling. I arbejdet med relationen trækker vi på udviklingspsykologiens viden om tilknytningsteori, blandt andet repræsenteret ved Bowlby, der understreger, hvor afgørende evnen til at knytte sig til andre er for vores trivsel og evne til at lære og udvikle os som mennesker livet igennem.
“Personalet er her for én, hvis man har brug for hjælp, omsorg og andre input, fortrolighed og udviklende samtaler, terapi, småt og stort, en hyggelig snak eller større spørgsmål og vanskeligheder. Her kan man sparre og spejle sig og bliver mødt med forståelse, empati og respekt.”
– Ung beboer
Anerkendelse kan kort defineres som en respektfuld tilgang til andre menneskers liv, livsforståelser og livshåndteringer – uden bedømmelser, men med fokus på den andens intentioner.
Det betyder for os, at det at møde et andet menneske med anerkendelse er at respondere på dette menneskes intentioner og initiativer. Det er at se og vise, at man ser det, den anden vil og forsøger – det, den anden står for og oplever som vigtigt.
Anerkendelse er ikke blot ros eller andre former for bedømmelse af et andet menneskes præstationer. En positiv dom er også en dom.
Anerkendelse er heller ikke bare positivitet. Det er ikke altid blot at se på det gode. Et anerkendende møde er et, hvor også det svære ses og bemærkes, men med grundlæggende respekt for det andet menneske – for i nogle situationer er negligering af menneskers problemer ikke at tage dem alvorligt.
I daglig praksis handler den anderkendende tilgang om at have fokus på det, der virker og at stille anderkendende spørgsmål til den enkeltes valg, handlinger og mestring i situationer.
Vi bestræber os på hele tiden at “se” beboeren, hans/hendes ønsker og drømme, alt det, der går godt – også de helt små skridt – og vi gør dem til en vigtig del af beboerens liv. Det, beboeren lykkes med, de gode intentioner, de forsøg, de gør – også selvom de ikke lykkes i første eller 23. forsøg – er vigtige for os at fastholde og bevare fokus på. Det er de mange små skridt, som flytter udviklingen lidt nærmere de mål, den enkelte ønsker for sig selv i livet.
Herfra arbejder vi i fællesskab med de problematikker, den enkelte står overfor, og vi støtter ham eller hende frem mod at perspektivere, reflektere og nogle gange ændre strategier, så de kan nå de mål, hver enkelt har for deres eget liv – det kan f.eks. være at vende tilbage til uddannelse, job, egen bolig eller helt andre mål.
Evnen til at mentalisere er en forudsætning for at have vedvarende meningsfulde relationer og en stabil selvfølelse. Ved at mentalisere ser man den andens perspektivering samtidig med, at man holder fast i sig selv. Gennem mentalisering lærer man egne følelser og tanker at kende og forstår, at de er baggrunden for ens adfærd. Dette giver en fornemmelse af kontrol og selvbevidsthed. Mentalisering har i sig selv en affektregulerende funktion.
Mentalisering er at forstå egen og andres adfærd ud fra mentale tilstande. Mentale tilstande er blandt andet følelser, tanker, behov, mål og grunde. Vi mentaliserer alle, når vi interagerer med hinanden, men vi er sjældent opmærksomme på, at vi gør det. I hverdagen foregår mentalisering for det meste automatisk uden, at vi er bevidste om det – eksempelvis, når interaktionen med den anden glider let, og vi har det rart og godt med hinanden. Vi er ikke bevidste om det, men vi er hele tiden opmærksomme på vore egne og den andens mentale tilstande og tilpasser vores handlinger hertil – f.eks. små ændringer i den andens ansigtsudtryk eller måde at sige tingene på. At en stor del af vores interaktioner med hinanden forløber ved brug af automatisk mentalisering frigiver mental kapacitet til andre ting.
I det øjeblik, der opstår gnidninger, misforståelser eller konflikter i situationen, kan man gøre brug af kontrolleret mentalisering ved at overveje og reflektere over sine egne og den andens mentale tilstande i situationen.
I praksis betyder det, at vi støtter den enkelte ved at opøve og tillade eller automatisere evnen til at spørge ind til hvad, der skete i situationen – hvad de følte, hvordan de tolkede den andens adfærd eller hvad de tror, den anden havde i tankerne? Mentalisering kan beskrives som at forstå misforståelser. Når vi mentaliserer, har vi sind på sinde; både ens eget sind og andres sind. Vi ser bag om adfærden og overvejer, hvad der ligger bag en given adfærd.
Mentaliseringsbaseret behandling blev oprindeligt udviklet til behandling af mennesker med borderline personlighedsforstyrrele, men anvendes i dag også i forhold til en lang række andre problemstillinger. En skrøbelig mentaliseringsevne kan f.eks. være knyttet til tidlig omsorgssvigt og barndomstraumer.
Jeg-støttende-samtale er en samtalemetode, der støtter den enkelte til at sætte ord, kropssprog og stemning på egne følelser og reflektere over fordele, ulemper og konsekvenser, som har betydning for dennes muligheder og ønsker for fremtiden.
Metoden er kendetegnet ved, at den understøtter beboeren i at finde sine egne ressourcer. Det handler om at støtte beboeren til at mærke sig selv, erkende sig selv og få en oplevelse af, at grundlæggende følelser – som det at vise vrede, glæde eller sorg over for et andet menneske – ikke nødvendigvis skal opleves som truende. At udtrykke følelser og stemninger i fortrolighed med en anden person kan have samme virkning som at tænde lyset i værelset, når det spøger.
Samtalepartnerens ”jeg-støtte” består blandt andet i at rumme de følelser, som beboeren oplever som angstfyldte, skamfulde og truende. Nogle af beboerne har ikke lært eller skal genopdage det at sætte ord på deres følelser og tror måske heller ikke, at andre kan forstå det, de føler. En beboer, som har været igennem tidligere institutionsophold, indlæggelser i psykiatrien og traumer i barndommen, bærer ofte en oplevelse af, at ”det er min skyld, fordi jeg er anderledes end andre”. Den oplevelse kan fremkalde en eksistentiel følelse af tab og svigt, der har sat sig som en indre smerte. Hvis den følelsesmæssige smerte ikke bliver forstået og rummet i det psykoterapeutiske og pædagogiske miljø, kan det skabe grobund for manglende tillid til relationen, regression, negativ selvudvikling eller i værste tilfælde genindlæggelser på psykiatriske afdeling.
De fire aspekter i den jeg-støttende-samtale er følgende:
Fordele og ulemper: Den øvrige personalegruppe tilegner sig gennem praktisering af metodens 4 aspekter en ny forståelse af de handlemuligheder, der kan kvalificere støttemiljøet i at rumme og bearbejde beboerens til tider usædvanlige følelsesmæssige reaktions- og adfærdsmønstre. Rummeligheden betyder i denne sammenhæng, at personalegruppen har en særlig bevågenhed over for samspillet og relationerne mellem personalet og beboeren. Især er det vigtigt, at personalet er opmærksomme på deres egen adfærd i samspillet, når beboeren udviser en problemskabende adfærd, der fremkalder frustration og irritation hos den enkelte medarbejder eller den samlede personalegruppe. En øget bevidst- og årvågenhed i det samlede faglige støttemiljø hjælper den enkelte medarbejder til at bevare det faglige overblik og tilsidesætte egne forforståelser eller fordomme.
Holding er en kropsterapeutisk metode, der primært har fokus på krop, emotioner og relationer. Metoden anvendes typisk til mennesker med tilknytningsforstyrrelser som f.eks. ADHD eller til tidligt omsorgssvigtede. For at forstå Holding er det hensigtsmæssigt at vende blikket mod den tidlige spædbarnspleje. Den engelske børnelæge og psykoanalytiker Donald Winnicott beskriver, hvordan prototypen på spædbørnspleje er Holding. Holding i Winnicotts brug af ordet bør ikke blot forstås som det at blive holdt, men også som det at blive rummet: At blive holdt om og blive favnet. Enhver sund mor ved intuitivt og instinktivt, at et spædbarn, som er uroligt, har brug for at blive taget op og holdt. Hun vil gøre dette omsorgsfuldt og kærligt, og barnet vil som regel hurtigt falde til ro.
Tilliden til omverdenen og troen på sig selv tager sit udgangspunkt i den nære tilknytning mellem mor og barn. Moderen gøres igennem graviditeten og fødslen parat til at forstå og sanse barnet og dets behov. Fra den nyere forskning på området ved vi, at det er en meget sårbar og følsom mekanisme, hvor der kan ske ubodelig skade på moderens tilknytning til barnet, hvis der sker en adskillelse af dem, eller hvis moderen ikke formår at påtage sig omsorgsrollen. Uden det kærlige favntag kommer barnet i en tilstand af panik (angst), som kun kan tilfredsstilles ved igen at blive taget op og holdt.
Winnicott skriver om dette: ”… at små børn er udsat for langt alvorligere angsttilstande, end man kan forestille sig. Hvis de bliver ladt alene for længe (timer, minutter) uden velkendt, menneskelig kontakt, får de oplevelser, som vi kun kan beskrive som: At gå i stykker, at blive ved med at falde, at dø og dø og dø, at miste enhver antydning af håb om fornyet kontakt. At blive holdt er det modsatte af at falde og det modsatte af at gå i stykker, og det styrker tilknytnings- og relationsevnen hos det voksne menneske.”
Holding-terapi bliver traditionelt anvendt i familieterapien, hvor der arbejdes målrettet med at styrke relationen mellem mor og barn. På det socialpsykiatriske voksenområde er målet at give beboeren en mulighed for at vende tilbage til nogle stærke og svære følelser og traumer fra barndommen, som har sat sig spor igennem opvæksten og i den voksnes liv. Flere beboere på Løvegård har oplevet tidligt svigt fra deres primære omsorgsperson, og nogle er diagnosticeret med tilknytningsforstyrrelser, der kan bunde i netop sådan et svigt. I de tilfælde er Holding-terapi en relevant metode, som kan hjælpe dem til at løse op for nogle af de følger, der stammer herfra.
Beskrivelse af metoden
Før et Holding-forløb tilbydes, forklares metoden, og det aftales med beboeren, hvor sessionerne skal foregå, og hvordan medarbejderen og beboeren skal sidde. Et forløb påbegyndes kun med beboerens fulde accept. Typisk sidder medarbejderen i en sofa og beboeren ligger med hovedet på en pude i medarbejderens skød. Medarbejderen holder om beboerens overkrop og der tages øjenkontakt, hvis beboeren kan magte dette. Nogle beboere kan have brug for at have et tæppe om sig for at føle sig mere beskyttet og tryg i medarbejderens arme. Det aftales, at der ikke tales undervejs, medmindre beboeren får brug for at afslutte, før metodens 4 faser er gennemført. Efter en endt session skal der være tid til, at forløbet kan uddybes med ord, og beboeren skal have mulighed for at tale om sin oplevelse, hvis han eller hun har brug for det.
Forløbet har nedenstående 4 faser:
I første fase vil beboeren komme ind til følelserne af angst, afvisning og panik. Dette vil altid være det første, medarbejderen og beboeren møder. Det er vigtigt at vide, at det handler om en indre kamp for at undgå at mærke nærheden og den indre smerte. Det er vigtigt, at medarbejderen forstår og beboeren mærker, at det at blive holdt er det modsatte af at blive tabt (at falde, at være fortabt). Hvis medarbejderen er i tvivl om, om beboeren oplever dette som et overgreb, kan denne blot prøve at slippe ham eller hende, og medarbejderen vil opdage, at beboeren vil gøre, hvad denne kan for igen at blive holdt. Medarbejderen kan fortælle beboeren, at hun nok skal blive hos beboeren og at hun ikke giver slip: At det er okay at mærke vrede og ked-af-det-hed.
I anden fase, når beboeren føler sig sikker på medarbejderens nærvær, slipper han eller hun sin angst, som i virkeligheden er et forsvar mod at mærke de dybereliggende følelser. Disse følelser kommer nu frem, og medarbejderen støtter, at beboeren giver udtryk for disse. Det kan ske, at beboeren i situationen retter følelserne mod medarbejderen. Medarbejderen skal kunne rumme disse følelser uden at blive personligt ramt af dem.
I fase tre, når følelserne har fået frit løb, ophører de med at eksistere, og beboeren går over i en fase, som er karakteriseret ved sorg. Det er vigtigt, at beboeren får lov til at udtrykke sorgen, som altid kommer som et udtryk for det tab af liv, der har været, mens beboerens følelser har været spærret inde. Sorgen er den, der bygger bro og heler.
I sidste fase efter sorgen falder beboeren til ro. I forlængelse af denne fase er det, at medarbejderen og beboeren kan tale sammen om de tidlige svigt, det at føle sig forladt, oplevelsen af manglende tillid til andre mennesker eller hvad, der er på spil for den enkelte – vel at mærke, hvis beboeren magter mere på dette tidspunkt. Hvis det sidste er tilfældet, er det medarbejderens opgave at runde af og forsikre beboeren om, at de sammen kan genoptage snakken om de oplevede følelser på et tidspunkt, hvor beboeren har overskud.
Disse Holding-sessioner kan gentages over en aftalt periode med jævne mellemrum. Metoden Holding er en vej til at genetablere en mere generaliseret tillid til tilknytning, der rækker udover den aktuelle session med en given medarbejder, og som styrker beboerens grundlæggende tillid til relationer i andre sammenhænge f.eks. til egen familie og selvvalgte sociale netværk.
Almindelig Daglig Livsførelse er en betegnelse for alle de opgaver, der opstår i forbindelse med almindelige, daglige aktiviteter i hjemmet, på arbejdet og uddannelsen samt i fritiden.
ADL-aktiviteter er både de aktiviteter, som knytter sig til egenomsorg og opretholdelse af egen person, herunder tøjvask og tandlægebesøg, til mere sammensatte og udadvendte aktiviteter som f.eks. at handle ind, lave mad i fælleskøkkenet, tømme opvaskemaskine, anvende smartphone, styr på økonomien, at tage bussen til uddannelse og deltage i sociale arrangementer i nære eller mindre nære netværk.
Beboere har typisk brug for støtte i forskellig grad og på forskellige områder. Nogle beboere kan have ADL-mål i §140-handleplan fra kommunens side. Hvis ikke det er tilfældet, men behovet for genoptræning af ADL-færdigheder er aktuelle, arbejdes der i fællesskab med beboeren på konkrete ADL-mål.
